OM OS
Silje Holtan og Kennet Lauridsen er begge professionelle musikere, uddannet fra musikkonservatoriet i Esbjerg.
De har haft flere radiohits på P4, spillet support for internationale kunstnere som Katie Melua og Suzanne Vega, og spiller med nogle af Danmarks dygtigste musikere og kunstnere i landets koncertsale, spillesteder og festivaller, og er projektledere på Musikstarter, et musikalsk initiativ for unge, musik og fællesskab, skabt af rockbandet Nephew.

O M P R O J E K T E T
Sange Fra Hvide Sande – nye egnsviser at samles om nu og i fremtiden
Sange fra Hvide Sande sætter lyd til livet mellem fjord og hav - og samler os om de historier, der binder os sammen. Det er nye moderne egnsviser inspireret af lokalhistorien i Hvide Sande og på Holmsland Klit, den smukke natur og de lokales erindringer og fortællinger.
Sange fra Hvide Sande er et spændende eksempel på, hvordan 2 musikere i tæt samarbejde med de lokale, har brugt musikken til at samle, formidle lokalhistorien og styrke den lokale stolthed, tilknytning og fællesskab på tværs af generationer.
Senest samlede de 500 mennesker i den lokale håndboldhal til koncert og fællessang med et kor på over 100 mennesker fra hele kommunen med sig på scenen.
Sange fra Hvide Sande er:
Silje Holtan & Kennet Lauridsen (Musikere & Projektledere)
Projektet er støttet af og samarbejder med:
Landdistriktspuljen - Bolig & Planstyrelsen, Ringkøbing-Skjern Kommune, Klittens Borgerforening, Hvide Sande Udviklingsforum og By fora, Hvidesande.by, Fiskeriets Hus, Esmark, Kulturelt Samråd - Ringkøbing-Skjern, Korsangernes Fællesråd, Sol & Strand Søndervig
For 5 år siden inviterede musikerparret Silje Holtan & Kennet Lauridsen de lokale til at dele sine egne erindringer og fortællinger - og det er nu blevet til en fantastisk samling
af nye danske sange, man får lyst til at synge med på. Det er nye moderne egnsviser, der sætter lyd til et helt særligt stykke Danmarkshistorie. Fra Danmarks yngste by - midt mellem fjord og hav.
Sangene udkommer både som album og sangbog i 2026.
Mange af os er de senere år blevet helt vilde med fællessang, og vi er samtidig også blevet mere nysgerrige på vores egen Danmarkshistorie. Sange fra Hvide Sande giver os begge dele.
De kan nemlig samle os om de historier, der binder os sammen. Og i den tid vi lever i lige nu, er dét vigtigere end nogensinde før.
I et land med over 8.000 km kystlinje, så er de her spændende, rørende, barske, inspirerende, men også sjove historier, relevante for mange. Og de lærer os også noget om store drømme, sammenhold, naturens kræfter, stærk vilje og fællesskab.
Sangene handler om den smukke og barske natur, fyrtårnet, fiskeeventyret fra et vaskeægte "Klondyke", bare med fisk, og om Abeline på den gamle strandingsgård. Mange af historierne har musikerne fået hjemme i stuerne og nogle er gravet frem i gamle arkiver. F.eks. har sangskriverne sat lyd til folkemindesamleren Evald Tang Christensens historie om hvordan man holdt bryllupsfest på Klitten for flere hundrede år siden - med 20 hestevogne i karavane, kaffepunch og ræs på stranden. En 4 dages lang og festlig rejse for at komme i kirke.
Der er øjenvidneberetninger fra skæbnesvangre nætter med strandinger og forlis, historier om hvordan man i fællesskab byggede en by op fra ingenting, og så har de også sat ny musik til fiskerkonen Olines gamle "Trøstesange" fra 1800-tallet. Tekster der skulle samle og trøste dem der blev tilbage, og minde dem der blev på havet, har nu endelig fået sin egen melodi, og historien om Oline Dorthea - "Æ Smeds Kone" - har fået nyt liv. Projektet handler nemlig om at give nyt liv til de gamle historier, så de ikke går i glemmebogen, men i stedet kan samle og minde os om dem, der var her før os.
"Med minderne om det der var engang - mødes de og synger Abelines Sang"
Koncerterne bindes sammen af den karismatiske sangerinde Silje Holtan, der levende fortæller om alle de historier og personligheder, der ligger til grund for sangene.
Sange fra Hvide Sande har de sidste 5 år høstet stor ros og spillet en lang række udsolgte koncerter. De er blevet sammenlignet med drengene fra Jonah Blacksmith – for at kunne skabe
en helt særlig intim og nærværende stemning, med stærke og vedkommende egnshistorier, blandet med guitarsolo, store stemmer, iørefaldende melodier, banjo og fællessang.
Senest samlede Sange fra Hvide Sande 500 mennesker med over 100 korsangere på scenen. Musikerne har oplevet så stor begejstring fra publikum, at de i 2026 tager sangene med på
landevejen for at dele dem med resten af Danmark.
///
Projektet Sange fra Hvide Sande har til formål at styrke fællesskab, lokal identitet og stolthed gennem nykomponerede egnsviser, skabt i tæt samarbejde med borgerne i Hvide Sande og omegn. Med udgangspunkt i lokalhistorie, natur og personlige fortællinger skal sangene være samlende udtryk for livet på tangen mellem fjord og hav – et område præget af barske vilkår, stærk sammenhængskraft og en rig kulturarv.
Målet med projektet er at skabe nye sange, fællessangsarrangementer, workshops, en sangbog og en mindre dokumentarfilm om processen. Den langsigtede ambition er, at sangene bliver en varig tradition og et musikalsk vartegn, som kan bruges ved festlige og højtidelige lejligheder.
Projektet er et eksempel på, hvordan man kan arbejde kreativt med lokalhistorie, og kan fungere som en kulturel brobygger for både nuværende og nye borgere
Projektet viser, hvordan kunstneriske processer kan give lokalhistorien nyt liv og styrke både nutidigt fællesskab og fremtidig tilknytning til egnen.
Projektholderne har opbygget et stærkt samarbejde med det lokale forenings- og erhvervsliv, lokale ambassadører og kommunen. Senest har projektet lavet en stor ”On-Location-Gå-Koncert” og samlet 500 mennesker i den lokale håndboldhal til koncert og fællessang med over 100 lokale korsangere på scenen. De lokale har taget sangene til sig og bruger dem allerede ved Sankt Hans og egne korkoncerter. De italesætter, at projektet har givet dem nye fællesskaber på tværs af alder og bygrænser, et nyt syn på deres eget nærområde, og at de er blevet mere stolte over, hvor fantastisk et sted de bor.














